
Investering i spildevandsrensning gavner miljø og klima
PRESSEMEDDELELSE
Ren Forsyning Mariagerfjord bliver ofte spurgt, om det nytter noget for miljøet, at der er blevet investeret så massivt i spildevandsrensning og separatkloakering de sidste 15 år i Mariagerfjord Kommune.
Det korte svar er: det gør det. Status efter investeringer på over 1,5 milliarder kr. er, at de udledte mængder renset spildevand til Mariager Fjord har været nul siden 2017. Dette gælder også udledninger fra Randers og Rebild kommuner, på nær et meget lille renseanlæg i Rebild Kommune, der via Korup Å udleder til fjorden.
Samtidig er de regnvandsbetingede udledninger (overløb til recipienten af fortyndet spildevand) reduceret væsentligt ved separatkloakeringerne, hvor der er nedlagt over 30 overløbsbygværker af de ca. 70 overløbsbygværker der var i 2010. Derudover har separatkloakering den fordel, at kloakledningerne bliver tætte og derved ikke leder andet end spildevand til renseanlægget.
Siden 2010 er vandmængden til renseanlægget reduceret betydeligt. De næste 10 år forventes der nedlagt yderligere 10 overløbsbygværker ved separatkloakering. Vandmængden forventes dermed yderligere reduceret. Ved de udførte separatkloakeringer, er der samtidig udført nødvendige klimatilpasningstiltag, så de nyanlagte anlæg vurderes sikrede til udgangen af dette århundrede.
Alle ovennævnte tiltag er med til at forbedre vandmiljøet generelt samtidig med, at de separatkloakerede ejendomme sikres mod oversvømmelse, når grundejeren også får separatkloakeret på sin egen grund.
Om Himmerlands Renseanlæg
Himmerlands Renseanlæg (HLR) er placeret nord for Hadsund med 16 km udløbsledning med udløb af renset spildevand ca. 4 km øst for Als ude i Kattegat.
HLR er ejet af forsyningerne Mariagerfjord Vand A/S, Rebild Vand og Spildevand A/S og Vesthimmerlands Vand A/S.
Mariager Fjord væsentligt mindre belastet efter ibrugtagning
HLR blev taget i brug i 2013 og skulle erstatte de 11 renseanlæg, der tidligere var i Mariagerfjord Kommune. Heraf havde de ni største renseanlæg, og over 95% af den rensede vandmængde, udledning til Mariager Fjord.
Fra 2017 har det eneste renseanlæg været HLR, hvilket har betydet, at udledningen af organisk stof (BOD), kvælstof (N) og fosfor (P) til Mariager Fjord, fra renset spildevand, er reduceret med ca. 49 tons BOD, 39 tons N og 1 ton P om året.

Baggrund for udbygning af HLR
I 2015 – 2017 steg belastningen af spildevand, der skulle renses på HLR, betragteligt. Det skyldtes dels, at centraliseringen af rensningen på HLR medførte færre overløb af fortyndet spildevand til fjorden og dels, at flere industrier med spildevandsafledning, blev udvidet. HLR var bygget til 75.000 PE (Personækvivalenter), som er måleenhed for mængden en gennemsnitsperson udleder af spildevandsstoffer. Om året er det beregnet til 21,5 kg BOD, 4,4 kg N og 1 kg P.
På samme tid henvendte Rebild og Vesthimmerland sig, om der kunne etableres fælles rensning af spildevand, da begge forsyninger både var ved at få kapacitetsproblemer og stod overfor omfattende renoveringer af deres eksisterende renseanlæg.
I 2018 godkendte kommunalbestyrelserne/Byrådene i de tre kommuner, at forsyningerne etablerede fælles rensning, med HLR som det centrale renseanlæg. Forsyningerne har valgt at kalde samarbejdet Fællesrensning Himmerland.
Udbygningen af HLR - en realitet i 2021
I 2021 var HLR udbygget til 225.000 PE. Der blev anlagt afskærende ledninger fra pumpestation Hobro Nord, via Nørager til Aars, inklusive etablering af tre store pumpestationer ved Nørager, Borremose og Aars, i perioden 2021 – 2024. Fra pumpestation Hobro Nord til HLR er den eksisterende afskærende ledning til HLR anvendt.
Siden 1. juni 2024 er der også renset spildevand fra Nørager og Aars og de to tidligere renseanlæg er nedlagte. I stedet er der etableret sikkerhedsbassiner, så der ikke længere sker overløb eller udløb af fortyndet spildevand til recipienterne Simested Å og Halkjær Bæk.
Spildevandet renses bedre og billigere
Det udbyggede HLR renser spildevandet betydeligt bedre end før udbygningen, samtidig med, at det driftsøkonomisk er blevet billigere at rense spildevandet. Det hænger sammen med, at der er etableret to ekstra rensetrin på HLR, samtidig med at de eksisterende er udvidet.
Derudover udvindes der energi af det slam, der tilbageholdes ved renseprocessen. Siden 2023 er der produceret mere energi på HLR, end der forbruges i processen. Overskydende energi sælges til elnettet og varmeværk.
Frem til Nørager og Aars blev tilsluttet i 2024, var der en gennemsnitsbelastning på ca. 85.000 PE på HLR. Efter de er tilsluttet, er gennemsnitsbelastningen steget til ca. 125.000 PE, hvilket er i overensstemmelse med de tidligere målte tilledninger til de nedlagte renseanlæg i Nørager og Aars.

Figur 1. Mængden af udledt BOD, N og P fra de 11 renseanlæg i 2012 til Mariager Fjord sammenlignet med årene 2018, 2023/2024 og 2024/2025 fra Himmerlands Renseanlæg til Kattegat.
Kravene til rensning af spildevand skærpes
Viden om indholdet i spildevandet øges hele tiden og i takt med, at der opdages miljøfarlige forurenende stoffer (MFS), der er uønskede i vandmiljøet, øges kravene til rensningen på renseanlæggene i Danmark og EU. Det kommer også til at ske for HLR indenfor kort tid. Dels vil der komme krav om, at MFS’er fra tungmetaller og medicinrester reduceres. Og dels ønsker de tre kommuner, som HLR renser spildevand fra, at belastningen af HLR kan øges op til 325.000 PE, uden der kommer en samlet merudledning af stoffer til Kattegat. Det forventes, at HLR bliver det eneste renseanlæg i Vesthimmerland, Rebild og Mariagerfjord kommuner indenfor de næste 15 år.
Udover øgede krav til rensningen af spildevandet kommer der også krav om, at renseanlæg skal være energineutrale og at emissionerne fra anlæggene skal minimeres. Det eksisterende HLR er allerede langt på det område, men i forbindelse med de nødvendige udbygninger de kommende år vil disse parametre også blive forbedret yderligere.
Den nødvendige udbygning fra 2019 – 2021 skete sideløbende med, at spildevandet blev renset mindst lige så godt i udbygningsperioden og endnu bedre efter udbygningen. Vi er overbevist om at de kommende udbygninger vil kunne ske på samme præmisser.

HLR blandt de tre bedste renseanlæg i Danmark
Siden 2022 har HLR været blandt de tre bedst rensende renseanlæg i Danmark. En placering vi er stolte af og som vores driftspersonale vil gøre alt for at forsvare. Når vi så samtidig også er blandt de bedste driftsøkonomisk, går det hele op i en større helhed. En helhed som ikke havde været muligt at opnå for nogen af os tre forsyninger alene.
Læs mere i artiklen: 2024 – et år med stærke resultater og grøn fremgang.
Samlet set bliver miljøet også tilgodeset. Mariagerfjord fjernede udledningen af renset spildevand til Mariager Fjord i 2017. Rebild og Vesthimmerland vil gøre det samme for Hjarbæk Fjord og Limfjorden ved at fjerne udledningen hertil i løbet af de næste 15 år.
Så ja, investeringerne i renseanlæg og separatkloakering batter noget for miljøet og vi er altid klar til at vise det frem, hvis det ønskes.