Asbestplader pakket i asbestsække.

Ny asbestordning

Asbestholdigt affald er sundhedsskadeligt og kan medføre risiko for forskellige former for kræft. Derfor stiller Arbejdstilsynet krav til opbevaring og transport af asbestholdige materialer for at minimere spredningen af asbestfibre til omgivelserne.
30. marts 2025
Affald

Før du går i gang

Den nye asbestordning skal bidrage til at reducere de sundhedsrisici, der er forbundet med asbest mest muligt. Dette krav beskytter altså dig som borger, håndværkeren, genbrugsvejlederen samt omgivelserne mod risikoen for at blive udsat for asbeststøv.

Bestilling af bigbags

Du køber det antal big-bags, du har brug for ved henvendelse til genbrugsvejlederen på en af kommunens fem genbrugspladser. Når du har betalt for big-bags, får du dem udleveret sammen med en returlabel pr. big-bag og en vejledning. 

En big-bag kan indeholde op til ca. 50 tagplader, svarende til maksimalt 1.000 kg.

Prisen pr. big-bag er 1.883 kr. Prisen dækker over afhentning og korrekt bortskaffelse af asbestaffaldet.

Bemærk, at returlabel er din dokumentation for korrekt indkøb og godkendt emballage.

Når du har købt big-bags, har du også betalt for afhentning af de fyldte bigbags på din adresse og korrekt bortskaffelse af affaldet.

Husk, at hvis der opstår mere en 1 ton byggeaffald, har du pligt til at anmelde dette til kommunen uanset affaldstype. Anmeldelse skal ske via hjemmesiden www.bygningsaffald.dk.

Bringeordning for asbestaffald

Mindre mængder:

Det er stadig muligt at aflevere mindre mængder af asbestaffald på kommunens fem genbrugspladser. Med mindre mængder menes op til tre plader i en pakke, svarende til ca. 60 kg eller tilsvarende mængde af knækkede plader og smulder - stadig i egnet, lukket emballage.

Af hensyn til arbejdsmiljø og sikkerhed for personalet, skal du selv håndtere det emballerede asbestaffald, når du kommer på genbrugspladsen. Den enkelte indpakning må derfor ikke være større, end at du selv kan håndtere det ved aflevering på det anviste område på genbrugspladsen.