Dit ansvar for kloakken
Når du ejer et hus, er alle kloakledninger på din grund din private ejendom. Det er dit ansvar at holde kloaksystemet i orden, og det er dit ansvar at få spulet og repareret kloakledningerne, når der opstår fejl.
Det er Ren Forsynings opgave at sørge for en effektiv og velfungerende afledning af spildevand fra dit hus. Ren Forsynings ansvar gælder fra stueplan/terræn. Det er dit ansvar at sørge for afledning af spildevand fra en evt. kælder.
Ligger hele dit afløbssystem inden for skel, har Ren Forsyning Mariagerfjord ansvar for stikledning frem til skel. Du har ansvar for alle kloakledninger inden for skel.
Se skitse 1:

Hvis din ejendom ligger i skel samtidig med, at noget af din kloak ligger uden for skel via eventuel en rensebrønd, grenrør eller en tagnedløbsbrønd, har Ren Forsyning Mariagerfjord ansvaret for stikledningen frem til det første grenrør eller brønd før hovedledningen.
Se skitse 2:

Ligger din ejendom ikke i skel, og du har en skelbrønd eller rensebrønd tæt på skel, har Ren Forsyning Mariagerfjord ansvaret for stikledningen frem til skel-brøndene.
Du har ansvaret for alle kloakledninger inden for skel inklusiv rensebrønde.
Se skitse 3:

I områder med fællesprivate spildevandsanlæg ejer, driver og vedligeholder grundejerne i fællesskab hovedkloakken og stikledningerne.
I kommunens spildevandsplan kan du se, om du bor i sådan et område.
Der kan være enkelte ejendomme, som ikke er omfattet af disse regler. Enten fordi der i en landvæsenskommissionskendelse er angivet noget andet, eller fordi der findes en tinglysning på ejendommen.
Brug for yderlig hjælp er ud altid velkommen til at kontakte os.
Problemer med kloakken?
Hvis du har problemer med din kloak eller afløbssystemet, er det en god ide at undersøge om problemet er i den del af kloaksystemet, som du selv ejer.
Kloakledningerne udenfor din ejendom er offentlige kloakledninger som ejes og vedligeholdes af Ren Forsyning Mariagerfjord.
Du undersøger dit eget kloaksystem ved at løfte dækslet på din brønd, som står i haven eller ved skel.
Der vil være to skelbrønde, hvor der er separatkloakeret:
- Én til spildevand som altid skal være fri for vand og
- én til regnvand, hvor der altid vil være vand i.
Hvis der kun er én skelbrønd skal den være fri for vand.
Hvis skelbrønden er tom for vand, er problemet typisk på kloakledningen fra brønden og ind mod ejendommen. Altså er problemet dit anliggende og skal løses for egen regning.
Kontakt en autoriseret kloakmester, hvis der skal udføres ændringer af dit kloaksystem.
Hvis din skelbrønd er fuld af vand, kan problemet være i det offentlige kloaksystem.
Det kan skyldes, at rendestensbrønden i vejen er stoppet.
Er det på offentlig vej, er det Park og Trafik, Mariagerfjord Kommune, der skal kontaktes på telefon 97 11 42 45.
Er det på en privat- og/eller fællesvej, er det enten den tilstødende grundejer eller en grundejerforening og/eller vejlaug, der skal tage sig af problemet.
Hvis du har spørgsmål til det offentlige kloaksystem, kan du altid rette henvendelse til Ren Forsyning Mariagerfjord.