Her kan du læse om, hvordan du skal forholde dig før, under og efter en oversvømmelse
Forebyg oversvømmelser
På private ejendomme og i private bygninger er det ejeren, der skal sørge for at forebygge og afhjælpe gener fra oversvømmelser. Du kan få mere viden ved at læse mere om forebyggelse af skader på din bolig
Tre gode råd til, hvad du kan gøre for at forebygge, at din ejendom bliver oversvømmet.
1: Du skal sikre dig, at regnvandet kan komme væk fra din ejendom
Sørg for at rense tagrender, og at hældningen på fliser og flader omkring huset får vandet til at løbe væk fra huset. Der må ikke være skidt eller andet, der hindrer vandet i at løbe væk fra huset. Husk, at vandet ikke må ledes ind til naboen.
2: Sådan sikrer du kælderen
Hvis du har kælder, bør du overveje at få installeret en kontraventil på afløbsrør i form af et højvandslukke, så vandet ikke kan løbe tilbage i kælderen ved oversvømmelse.
Det er også en god ide at sætte opbevarede ting højt oppe over gulvet i kælderen, så de ikke tager skade ved en oversvømmelse.
Sørg for, at kanten rundt om lyskasserne til vinduer og døre er højere end det omkringliggende terræn.
3: Få klimatjekket dit hus
Et klimatjek er første skridt på vejen til at stoppe ubehagelige oversvømmelser. Læs mere om muligheder og løsninger for at klimasikre din bolig
Er der meldt om skybrud i dit område, er der flere ting, du kan gøre i sidste øjeblik for at undgå oversvømmelse af din ejendom og bolig. Læs mere om hvordan du kan forberede dig i sidste øjeblik på et skybrud
Herunder er tre gode råd:
1: Tjek, at værdigenstande og elektriske apparater er sikre.
- Fjern værdigenstande fra kælderen eller sørg for, at de er placeret højt over gulvet
- Sluk for elektriske apparater, der kan blive oversvømmet og fjern dem, hvis det er muligt
- Fjern løse genstande, der står udendørs og risikerer at tage skade ved oversvømmelse.
2: Forbered dig til oversvømmelse
- Brug sandsække og træplader til at blokere døre og vinduer, der sidder under eller i niveau med det omkringliggende terræn
- Luk vinduer og døre.
- Hav spande, klude og redskaber klar til at opsamle vand, hvis det trænger ind.
3: Undersøg, om riste, afløb og tagrender er rene
- Tjek om tagrenderne på boligen er renset fri for blade og snavs
- Undersøg, om afløbsriste (vejriste) er fri for blade og andre genstande. Fjern blade og genstande, som blokerer ristene
- Er afløbsristene (vejristene) på en offentlig vej stoppet til eller er vandet lang tid om at komme væk, kan du kontakte Mariagerfjord Kommune for nærmere information om, hvordan du skal forholde dig
- Er afløbsriste (vejriste) på en privat vej eller privat fællesvej tilstoppede, skal I, der har vejret, selv løse problemet eller kontakte grundejerforeningen eller boligforeningen.
Hvis du bliver ramt af oversvømmelse, er det vigtigt, at du hurtigt finder ud af, hvor vandet kommer fra, og hvad der er årsagen til problemet.Du skal først og fremmest være opmærksom på, at vandet kan være forurenet af kloakvand og dermed udgør en sundhedsrisiko. Læs gerne embedslægens anbefalinger nederst på siden.
Du har selv ansvaret for, at din ejendom og dine ejendele ikke bliver skadet af oversvømmelser. Herunder er gode råd til, hvad du bør gøre først. Læs sådan gør du når skaden er sket
1. Inden du kontakter Ren Forsyning Mariagerfjord, skal du finde ud af, hvor vandet kommer fra, og hvad der er årsagen til problemet
Boligejere har selv ansvaret for at sikre deres ejendom og bolig mod oversvømmelser. Du ejer i langt de fleste tilfælde kloakledningerne på din egen grund frem til skelgrænsen.
Hvis der er problemer med opstuvning af vand fra den offentlige del af regnvands- og spildevandssystemet, kan du kontakte Ren Forsyning Mariagerfjord.
2. Red det vigtigste først og beskyt jer
- Bring mennesker og dyr i sikkerhed og red derefter genstande af størst værdi
- Tænk også på dine naboer, der måske har brug for hjælp eller at få besked, hvis de er bortrejst
- Ved oversvømmelser er der ofte risiko for, at vandet bliver forurenet med kloakvand. Det udgør en sundhedsrisiko. Du bør derfor begrænse kontakt med vand fra oversvømmelser mest muligt
- Kraftig regn kan skubbe kloakdæksler op. Da det giver risiko for at falde i kloakken eller påkøre dækslerne, skal du undgå at færdes i områder og på veje dækket af vand.
3. Afhjælp skaden
- Læg sandsække ud og sæt træplader op for at hindre yderligere oversvømmelser
- Pump vandet ud, hvis du har en pumpe til rådighed. Ellers brug spande, klude og redskaber til at fjerne vandet hurtigst muligt.
4. Giv besked og afhjælp skaden
- Du skal selv kontakte forsikringsselskaber eller skadeservicefirmaer for assistance i forhold til dine værdier
- Tag billeder og dokumenter skaderne
- Få luftet godt ud og affugtet, så snart oversvømmelsen er ovre og gem kvitteringer på udgifter til at afhjælpe skaderne. Brug ikke varme, der fremmer vækst af skimmelsvamp.• Foretag kun reparationer efter aftale med dit forsikringsselskab.
Læs embedslægens anbefalinger ved kontakt med forurenet vand. Embedslægen anbefaler:
- Beskyt dig med gummistøvler og gummihandsker, hvis du skal i kontakt med regnvand forurenet med kloakvand
- Har du haft direkte kontakt med forurenet vand eller slam, skal du være opmærksom på ikke at få rester af aflejringer i mund, øjne eller sår
- Du bør desuden vaske hænder og skifte fodtøj, inden du går ind.
Efter oversvømmelsen er første prioritet at få vurderet og udbedret skaderne. Dernæst kan det være en god idé at overveje, hvor du kan holde din bolig fri for oversvømmelser i fremtiden. Herunder er en række gode råd hertil. Læs sådan gør du når skaden er sket
Det kan du selv gøre, når skaden er sket
- Start altid med at vurdere, om oversvømmelsen er sket med regnvand, eller om der også er kloakvand. Er vandet forurenet, udgør det en sundhedsrisiko. Beskyt dig derfor altid med gummistøvler og gummihandsker.
- Meld skaden til dit forsikringsselskab, og bed om praktiske instrukser. Normalt vil dit forsikringsselskab rekvirere et skadesservicefirma – hvis ikke, skal du selv kontakte et privat skadeservicefirma, hvis omfanget er så stort, at du ikke selv kan klare det.
- Flyt genstande væk, der står i vand, og red det, der kan reddes. Fjern vandet med spande eller lignende for at undgå efterfølgende fugtskader og skimmelsvamp. Har du en pumpe, så sæt den i drift og få vandet væk. Af hensyn til din sundhed skal du bruge gummistøvler og handsker.
- Luft ud i rummet. Brug eventuelt affugter. Skimmelsvamp vokser bedst mellem 5-30 grader C, så jo varmere des hurtigere vækst, så affugtning er bedre end opvarmning.
- Sæt alt vådt inventar til tørre, og skaf ventilation til vandskadede vægge for at modvirke skimmelsvamp.
- Tag billeder af vandskaden til forsikringsselskabet.
- Smid ikke de beskadigede genstande fra kælderen væk, men sørg blot for at fjerne dem. Forsikringsselskabet sender i mange tilfælde en taksator ud, som skal vurdere skadens omfang, og taksatoren skal kunne se de beskadigede ting.
Konkrete løsninger til at holde boligen fri for oversvømmelser
Når du skal holde din bolig fri for oversvømmelser, er der en del, du kan gøre - både inde og ude. Læs om konkrete løsninger til boligen
Læs embedslægens anbefalinger ved kontakt med forurenet vand. Embedslægen anbefaler:
- Beskyt dig med gummistøvler og gummihandsker, hvis du skal i kontakt med regnvand forurenet med kloakvand
- Har du haft direkte kontakt med forurenet vand eller slam, skal du være opmærksom på ikke at få rester af aflejringer i mund, øjne eller sår.• Du bør desuden vaske hænder og skifte fodtøj, inden du går ind.
Hvad med køkkenhaven og sandet i sandkassen?
Sundhedsstyrelsens forholdsregler efter oversvømmelser med regnvand og kloakvand er, at grøntsager fra køkkenhaver enten kasseres eller renses omhyggeligt og koges. Eventuelt forurenet sand i sandkasser skal skiftes ud.
Klimatilpasning af din ejendom
Her kan du læse om forskellige tiltag, som du selv kan gøre, for at forebygge forskellige udfordringer på din ejendom.