
Vores drikkevand er i top - også med nye anbefalinger for nitrat
Der har den seneste tid været øget fokus i medierne på nitrat i drikkevand. Det skyldes, at en international ekspertgruppe har anbefalet at sænke grænseværdien for nitrat fra 50 mg/l til 6 mg/l.
Baggrunden er, at ny forskning peger på, at selv ved niveauer under den nuværende grænseværdi kan der være en lille øget risiko for tarmkræft. Derfor anbefaler eksperterne en lavere grænse ud fra et forsigtighedsprincip.
Nitrat forefindes i grundvandet bl.a. på grund af gødskning af landbrugsjord.
Hos Ren Forsyning Mariagerfjord vil vi gerne slå fast, at kvaliteten af vores drikkevand er høj - og ligger også fint i forhold til de nye anbefalinger for nitrat.
Meget lave nitratniveauer i vores boringer
Langt størstedelen af vores drikkevand indeholder meget lave koncentrationer af nitrat:
- I 9 ud af 11 indvindingsboringer ligger nitratindholdet på under 0,5 mg/l
- I de resterende to boringer (Østvandværket og Als) ligger niveauet på 4–5,5 mg/l
Vores vand ligger altså i dag markant under både den nuværende grænseværdi og tæt på eller under den nye anbefalede værdi på 6 mg/l.
De lave nitratniveauer betyder, at der ikke er behov for yderligere rensning af drikkevandet i dag. Skulle niveauerne ændre sig i fremtiden, er der stadig rig mulighed for filtrering.
Hos Ren Forsyning Mariagerfjord arbejder vi hver dag for at sikre rent og sikkert drikkevand. Vi følger udviklingen tæt og tilpasser os myndighedernes krav og anbefalinger, så du trygt kan drikke vand fra hanen – nu og i fremtiden.

